Igen tør stå noget igennem, hvis ikke det gør os lykkelige

Ingen tør stå noget igennem, hvis det ikke gør os lykkelige. Jeg tænker nogen gange, det er der, vi som samfund er kommet til. Omvendt er vi også kommet til et (positivt) punkt, hvor vi er mange, der ikke længere affinder os med at være sammen med en partner, som ikke længere er rigtig for én. – selv efter at have prøvet. Vi bliver klogere på os selv, og vi bevæger os ind i en tid, hvor vi bliver mere selvreflekterende.Det kan være af alle mulige årsager, at par pludselig ikke længere er et par.

Jeg gik selv fra en daværende kæreste, simpelt fordi jeg kom til et punkt, hvor jeg pludselig elskede ham mere lig som en bror, kontra som en kæreste. ”Pludselig” er selvfølgelig ikke bare pludselig, der var mange subtile faktorer, der spillede ind, men det skete, og jeg blev mødt af mange uforstående; ”Jamen I var jo så glade. Prøvede I nu virkelig også?”. Det er en hårfin balance, ift. hvornår det er givet godt ud at kæmpe, og hvornår man skal erkende, at man ikke længere skal være sammen. Nogle ting skiller tydeligt, så som børn/ikke børn, store seksuelle forskelle i et monogamt parforhold, fysisk/psykiske voldige partnere [indsæt-selv-flere]. Desværre er mange af tingene først noget, man opdager ved hinanden, når man har inkorporeret sig trygt og sikkert i relationen, og jeg undres over, om det har grundlag i berøringsangst og frygt for åben kommunikation i en stor datingverden, hvor man bliver vejet og vurderet på nærmest alle mulige parametre.

Jeg forstår det godt, for vi vil jo ikke vælges fra pga. noget, vi selv mener ”ikke er så vigtigt”, eller at man ”nok skal finde en mellemvej senere”. Jeg har selv ting, jeg har svært ved at være åben om i første møde, men som jeg ved, er en nødvendighed at være åben omkring, da jeg ellers bevæger mig ud på et skråplan, hvor alle ultimativt ender med at blive kede af det, og sådan synes jeg ikke, det skal være.

Selv er jeg lige nu sammen med min kæreste, som var uærlig i starten af vores relation ift. at ses med andre partnere bag min ryg, men alligevel omtale handem i forum for mig – blot som om han havde en ikke-sex relation til dem. Det var noget han gjorde, i frygt for at jeg ville vælge ham fra, som stammer fra en indre usikkerhed. Sandheden kom frem et år ind i vores relation, og det gjorde mig meget ulykkelig, mit selvværd fik virkelig et slag, men nu et år senere er vi stadig sammen. Fordi vi har valgt kampen til, i stedet for at vælge hinanden fra. Det har samtidig givet os muligheden for at se hinanden vokse, og måden hvorpå jeg kan se min kæreste har udviklet sig i det, har virkelig været givende.

Det er aldrig sort/hvidt og der er sjældent nogle beslutninger, der står skrevet på en facitliste, men mange er værd at overveje grundigt.

Kommunikation er i virkeligheden en af de sværeste ting, vi har med hinanden, men samtidig også en af de allerfineste, og jeg selvom jeg ikke ønsker for nogle, at gennemgå ulykke, ved jeg også, at det er uundgåeligt i livet, og det kan derfor være givet godt ud, at lære at navigere rundt i denne.

 

Homecoming

Jeg har spurgt en kammerat, om jeg må låne hans sommerhus, og på den måde kan ham og jeg gå i eksil efter en længere periode uden hinanden. Vi aftaler at mødes derude sidst på eftermiddagen, og på vej derud tager jeg mig selv i at være lidt nervøs. Det er underligt, for jeg har jo set ham så uendeligt mange gange før, men vi har aldrig før været væk fra hinanden i så lang en periode, som denne. Jeg parkerer min bil, og kan se, at han er kommet mig i forkøbet, eller også er jeg vist nok i virkeligheden kommet lidt for sent. Jeg stod virkelig længe derhjemme og prøvede forskellige outfits, for at være sikker på, at vælge det, han vil blive mest glad for. Vi giver hinanden et kæmpe kram, og jeg snuser til hans hår. Det er den samme velkendte duft, jeg møder, og jeg har savnet den. Vi bliver ret hurtige enige om, at vi skal forskyde til det nærmeste sted, hvor vi kan handle ind, for selvfølgelig er der ikke noget mad i sommerhuset. Hele dagen op til har vi ikke skrevet om andet end vores dyriske lyster til hinanden, som var vi to 15-årige, der har opdaget glæden ved sex, og tanken på mad må være forbigået.

Foran SuperBrugsen bliver vi egentlig enige om, at vi faktisk slet ikke gider lave mad, men derimod at vi hellere vil tage et sted hen, hvor man betaler sig fra det. ”Altså, jeg er ligeglad med hvor sulten du er, jeg bliver nødt til at begrave pikken i dig, inden vi finder en passende restaurant”, og det er måske den mest perfekte sætning, han nogensinde har sagt.

Selvom den restaurant vi finder, er ok, og vi hygger os vildt meget derinde, er det slet ikke det, der er det mest fantastiske ved denne aften. Hele glæden ved endelig at være sammen igen er stor hos os begge, og vi har så meget at snakke om, så meget at dele og fortælle. Vi snakker om, hvordan vi roligt skal inkorporere D/S i vores relation igen, da vi kan mærke, at vi begge er ved at være klar igen. Vi taler om en meget smertefuld, men ikke farlig, lidelse jeg har, som desværre er en hindring for mig i nogle livs-aspekter. Han fortæller, at han ville snakke med min chef omkring det. Jeg er ikke helt sikker på hans agenda med det, eller om jeg vil benytte mig af det, men hele gestussen er vildt dejlig, og følelsen af at blive passet på, overtrumfer alt. Han fortæller historier om sine børn, og de lyder virkelig som nogle skønne individer, om sin ferie, om mit ny-designet soveværelse.

Jeg skimter i glimtet fra stearinlysene, at der står næsten to tomme vinflasker på terrassebordet, og deraf er det ligesom klart, at klokken er ved at være mange, hvilket betyder sengetid, eftersom han er voksen-ansvarlig, og skal møde på arbejde morgenen efter. Jeg havde i virkeligheden forudset meget mere sex, end det, vi allerede har haft, men der er også noget virkelig fantastisk ved at to mennesker, har så meget at tale om, så man bliver helt opslugt af netop det.

Jeg ryger min cigaret færdig, mens han går indenfor, men i det efterfølgende minut, hvor jeg følger trop, står han midt på stuegulvet med sit bælte spændt op mellem hænderne. Måske er han ikke så træt alligevel, og jeg prøver ihærdigt at vride bæltet ud af hans greb, så han kan smage hans efterhånden velkendte medicin på egen krop. Jeg er i et flabet humør, men han overmander mig hurtigt, og holder mig nede, ved at sidde ovenpå mig. Jeg bliver virkelig altid overrasket over, hvor stærk han er.  Han svinger bæltet og rammer mig alle steder. På maven, på fødderne, på lårene, og det svider i øjeblikket, bælter indtager sin plads på min krop. Jeg griner hysterisk, for jeg har det så godt lige der, og hans øjne stråler, som et katolsk barn, der står midt i en juleparade. Han slipper mig fri, og ved afmontering af mit tøj kan jeg se, at jeg allerede har lyserøde streger fordelt yndigt på min krop. Jeg håber stille, at de vil efterlade blå mærker, men ved også godt, at der skal større kraft til dét.

Jeg børster tænder og gør klar til næste dag, men lige meget hvor jeg går hen, følger han efter mig og maser ukontrolleret sin pik op i mig, ved første mulighed, når jeg bukker mig for det ene eller andet. Jeg har ikke noget valg, og hver gang han presser sig op, føles det som et lille stykke af himlen.

Nådesløst smider han mig ind på sengen. Han høvler ind og ud af min fisse, og jeg kan intet gøre, end at finde noget at holde godt fast i. Han vender mig om på ryggen, og spreder mine ben lige til grænsen, for at få lettere adgang til mit underliv. Han griber fast om min hals med den ene hånd, og klemmer til, så min blodtilførsel til hjernen bliver mindsket. Min fisse flyder over, og jeg elsker at mærke ham. Der skal ikke meget til, for at jeg får to skedeorgasmer lige i træk, og det føles så voldsomt og overbemandende på den helt rigtige måde. Fissen er grådig, og jeg griber fat om hans maskuline mandeballer, for at presse ham helt op i mig. Han kommer helt derop, hvor der intet er tilbage af hans ellers over-gennemsnittet-pik, uden for min indgang. ”Kan du få pikken til at komme?”, spørger han, og jeg ved, hvad det betyder. Jeg overtager rytmen nedefra, ved at bevæge mine hofter, og på den måde nærmest malker jeg hans pik, som jeg får besked på. Det er vitterligt noget af det bedste, jeg ved. Jeg elsker at gøre ham stolt og tilfreds, og jeg arbejder virkelig alt, hvad jeg kan. Jeg er dygtig, og mit hårde arbejde resulterer i et flot sædlandskab ud over min krop.
Picasso var dygtig, men jeg føler ligesom, at dette topper ham.

Vi flader ud i sengen, og han kysser mig på panden, for at fortælle, at han har besluttet, han dagen efter, som vi egentlig er i gang med, eftersom vi har passeret midnat for længst, bliver en pjækdag.
Vi har derfor nu hele næste dag og nat sammen. Jeg er glad for, at han hjemme igen.

 

Persongalleri

Denne side vil blive opdateret løbende 


 

Mig; 

Jeg er en kvinde midt tyverne, og alligevel allerede i en omfattende alderskrise. Bagudrettet har mine seriøse relationer altid været monogame. Jeg brød med en langvarig, meget seriøs kæreste, for et par år siden. Det er herefter, jeg først rigtigt, indser, hvorfor jeg har følt mig malplaceret i mange af mine tidligere forhold. Jeg er selv i gang med min førstegangsoplevelse hvad angår dette, og nogle gange fumler jeg.  Jeg vil gerne dele mine erfaringer, og måske få nogle igen!

Jeg har valgt at anonymisere mig pga. mit arbejde. Jeg håber (og tror!), at polyamori, åbne relationer og frie, seksuelle kvinder med tiden bliver mere accepteret – og jeg vil gerne være med til at oplyse.

Da jeg var 15 år, var jeg den hurtigste i min klasse til en 60-meter sprint, jeg kan lide min sodavand rystet, og jeg skal have dobbelt så meget bedøvelse end hvad normalen ellers er.

 

Ham:

Jeg har valgt at kalde min kæreste for ham, her på bloggen. Vi stødte på hinanden på Tinder tilbage i vinter ’17, med en formodning om udelukkende at indgå i en hyggelig, men alligevel useriøs relation (ups). Han er næsten 20 år ældre end mig, og skønt, som han faktisk ikke har en særlig ting for yngre kvinder, har jeg noget for ældre (end mig..) mænd, og sådan passer det. Ham og jeg arbejder under samme koncern, men har ellers intet med hinanden at gøre hér – udover når vi deler en cigaret, eller et blowjob, på parkeringspladsen nogle gange. Vi har haft en relation i mere end halvandet år. Tilbage i vinter ’18 oplevede jeg et stort tilludsbrud fra ham, og selvom hans intentioner bag, er til at sætte sig ind i, gjorde, og gør, det ondt. Vi er ved at komme tilbage, og det går ret fint. Han er åbent gift, og sammen har de børn.

Han er anonymiseret af samme grunde som mig.

Han kan ikke koble hændelser til præcise datoer, han ved vildt meget om astronomi, og når han laver nachos, placerer han chipsene på rad og række med ét styk ost på hver enkelt.

 

 

Følg bloggens Instagram; @Happysidechick

26 dage

Vi står på den store parkeringsplads, mellem hver vores bygninger, og ryger en cigaret. Dette er vores sædvandlige mødested, når vi begge er på arbejde. Vi deler hvad vi fordriver tiden med på arbejdet, og griner af en sjofel joke, han finder på omkring min afdeling.

Fordi vi begge er på arbejde, kan vi derfor ikke stå og bruge tid hér i evigheder, men det er, hvad jeg allermest har lyst til. Når vi slukker cigaretten og går hver til sit igen, ser jeg ham ikke i 26 dage. Han går på sommerferie i dag og skal udenlandsk med hans egen familie. Når jeg tænker på det, synes jeg det lyder som en uendelighed, og jeg kan allerede mærke savnet til ham. Rationelt ved jeg godt, at det slet ikke er så slemt. Vi har været adskilt flere uger ad gangen før. Jeg har været adskilt fra ekskærester i meget længere tid.

Måske bliver det forstærket, fordi jeg ved, at når han er afsted på ferie sammen med sin familie, holder han sig ikke så ofte opdateret på sin telefon. Det giver mening, at han fralægger sig sin telefon på ferie, og jeg ønsker det heller ikke anderledes. Jeg kender præmisserne. Jeg har kendt dem fra start. Og jeg er i virkeligheden lige dér, hvor jeg ønsker, jeg skal være.

Men midt i al savnet, som næsten ikke har fået lov til at begynde, bliver tingene tåget.

Jeg fortæller mig selv, at det faktisk slet ikke er slemt. Jeg kan få ordnet en masse sjove og spændende ting, uden hans interferens. Jeg fortæller mig selv, at alle har godt af at savne lidt en gang imellem. Jeg fortæller mig selv, at det faktisk er rigtig godt, at hele mit underliv nu får en tiltrængt pause – vi har prøvet nogle nye ting henover det sidste stykke tid, hvilket har resulteret i, at det svier en lille smule når jeg tisser, pga. en flænge i mit mellemkød. Jeg ved, at alt ovennævnte er sandt.

Vi slukker cigaretten og giver hinanden et intenst kram. Normalvis kysser vi ikke hinanden på parkeringspladsen. I dag gør vi. Vi går hver vores vej, og jeg kigger tilbage efter ham. Han drejer til højre, og væk er han. 26 dage.

 

Noget om en betændt livmoderhals

Jeg ligger på en gynækologbriks på Afdeling for Kvindesygedomme på Horsens Hospital. Ikke et særligt ligestillings-agtigt-navn, hvis du spørger mig, selvom det nok bliver svært at ligestille mennesker med en livmoder, versus dem uden én, lige på dette punkt.

Hvorom alting er, er der tre mennesker, som sidder og kigger mig lige op i skrævet. En gynækolog, en sygeplejerske og en medicinstuderende. ”Fedt nok”, tænker jeg, og priser mig lykkelig over, at jeg ikke er blufærdig, og finder ja-hatten frem fra dybet. Jeg fortæller gynækologen, at jeg altså ret nemt begynder at bløde, bare så hun ikke bliver overrasket, når nu hun går rigtigt i gang. Hun ryster det af med et ”ja ja”, men kort tid efter udbryder hun ”hold da op! ”, og giver mig anerkendende ret. De to andre, der er tilstede, sidder og kigger måbende på. Jeg kan ikke mærke, at jeg bløder, men til gengæld mærker jeg de fire biopsier, hun med forsigtighed (av) tager fra min livmoderhals med en tang, der mest af alt minder om et torturredskab. Jeg havde en veninde, der efterfølgende spurgte mig, om jeg ikke nød det, nu hvor jeg er masochist.
Til det kan jeg bare svare: nej.

Forløbet op til ovennævnte situation varede nogle måneder. Omkring fem. Jeg begyndte simpelt at bløde under sex, men uden smerter(?). Jeg nåede aldrig at opdage det selv, før en partner påpegede det for mig, og det var ikke hver gang. Det var lidt ligesom lotto. En lorte-lotto. Efter utallige negative klamydiatest og en negativ celleskrabsprøve, endte jeg på denne briks i Horsens.

Nogle uger efter mit besøg i Horsens får jeg en mail i min e-boks. Kronisk inflammation i livmoderhalsen, lød dommen på. Jeg bliver henvist til noget medicin, jeg skal tage, som formentlig vil fjerne inflammationen. Hvis det ikke virker, skal min livmoderhals brændes. Ligesom man brænder vorter (hu-fucking-rra). Der står ikke mere end dét, og jeg mangler svar. Jeg ender med at skrive et halv-desperat svar tilbage. ”Hvorfor har jeg det?”, ”smitter det?”.. ”WHY?!”. Desværre kommer retursvaret ikke med hvad jeg havde håbet på. Det fortæller mig, at det er pudsigt jeg har fået det, fordi det er meget unormalt for kvinder under 35 år. Fedt nok igen. Men det smitter ikke, og de ved ikke, hvorfor man får det. That’s life.

Om det værste var, at jeg ikke måtte drikke alkohol under og noget tid efter medicinen pga. en ellers antabus-lignende reaktion, eller det faktum, at jeg blødte 50% af gangene jeg havde sex, har jeg ikke konkluderet endnu.

Medicinen virkede, og min livmoderhals har haft det fortrinligt lige siden. Hurra!