Persongalleri

Noget om åbenbart at være en terapi-type

Jeg var ved sexolog den anden dag. Det var egentlig ikke intentionelt eller med henblik på en specifik problemstilling, jeg har. Jeg føler egentlig, jeg har gjort godt styr på dén afdeling, men da jeg så et opslag vedrørende en sexolog, i sit sidste trin af uddannelsen, som søgte prøvekaniner til samtale, blev jeg alligevel nysgerrig.

Jeg skrev en besked, spørgende om man netop skulle komme med henblik på at få løst noget specifikt – jeg har ikke noget konkret, og jeg har ikke lyst til at spilde sexologens tid. Det bliver man næppe dygtig af. Heldigvis var det ok, hvis man blot er nysgerrig. Selvom jeg, personligt, synes jeg ved rimeligt om sex, kærlighed og deslignende, er jeg overhovedet ikke afvisende overfor ny viden, og måske dét at kunne lære noget om sig selv, som jeg ikke allerede ved. Faktisk higer jeg netop det.  Heldigvis har man et standpunkt, til man tager et nyt, og tænk, hvis jeg troede jeg vidste alt om skedeorgamser, men ville finde ud af, at det gør jeg slet ikke.

Jeg har ikke helt forventningsafstemt med mig selv i forhold til hvad disse 60 minutter måske, eller forhåbentlig, vil give mig. På vej derned har jeg travlt, og jeg har fuldstændig glemt vejarbejdet, der er i gang på motorvejen, hvilket resulterer i at jeg har endnu mere travlt. Min plan var egentlig at færdiggøre mine tanker og forventninger i bilen, og ikke mindst med hvad, jeg skal lægge ud med. Det sker slet ikke, fordi jeg stresser over at jeg kun kommer akkurat to minutter i 10:00, hvor vi har aftalt mødets start. Jeg hader at komme for sent, uagtet om det er udefrakommende omstændigheder, der gør det, eller om jeg bare har været dårlig i min planlægning. Denne gang har det udelukkende været min egen fejl, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om jeg nu giver et dårligt indtryk.

Sexologen starter med at give en kort introduktion af sig selv, og jeg afventer lyttende, på at det bliver min tur. Blandt venner og veninder, bliver jeg nogle gange helt forpustet, når snakken falder på mig, fordi jeg har  ”så meget” i pakken. Nogle af de ting, der i kærlighedsverdenen, og ikke mindst i den seksuelle, der skiller sig ud for mange, er jeg placeret i. Da sexologen høfligt giver mig ordet, kan jeg se hendes spændthed i at få at vide, hvem det er, der sidder overfor hende. Under min ”hej, det her er mig”-fortælling, blinker hun næsten ikke, og da jeg er færdig, spørger hun ”undskyld… Hvor gammel sagde du, du var?”, og det går op for mig, at det er en detalje, jeg har ladet udeblive. Måske, fordi jeg ikke mener det er så vigtigt, men hun synes noget helt andet.

Faktisk synes hun, at mit livs-CV er fyldt godt op ift. min levealder, men jeg ved ikke helt, om jeg er helt enig. Jeg føler jo, at der stadig er så meget, jeg gerne vil lære, se og opleve, og mange af mine erfaringer er jo bare kommet til mig gennem de valg, jeg har taget. Gennem efterreflektering, giver det pludselig mening for mig, hvorfor jeg dater mænd, der er en del ældre end mig. Det er fordi, jeg er 60 år indvendigt! Jeg tror, det både har sine fordele og ulemper, og jeg mærker ofte, hvornår og i hvilke situationer, jeg skiller mig ud fra dem, der er jævnaldrende med mig. Omvendt mærker jeg det virkelig også, når mine kollegaer snakker om Martha, Den Fredsskabende mission i Kroatien, eller når de spiser chokolade med likør, og jeg sidder tilbage intetanende og vil hellere spise Oreos.

Besøget ved sexologen var virkelig givende, og jeg følte det virkelig som en befrielse, at jeg kunne åbne op, altså helt op, uden at udelade små detaljer i frygt for at forarge modtageren. Samtalen blev meget dybere end forventet. Jeg blev overrasket over mange af de ting, man også kan snakke med en sexolog om.

Faktisk aftalte vi en ny tid, og jeg fik tilmed en hjemmeopgave for. Jeg skal nedskrive hvad sex er for mig, og hvad god sex er for mig. To helt vildt forskellige spørgsmål.

Jeg har pludselig mange spørgsmål, og man må sige, at hun formod at grave sin vej hinsides den mentale ”her til, nu skal du pisse af-mur”, som muligvis er et af mine største talenter at besidde (nogle vil kalde det for en angst, for det ukontrollerbare, men ak). Jeg føler mig pludselig nøgen, og ikke på den der hej-kom-og-se-min-fisse-måde, ligesom nede i swingerklubben.

Jeg glæder mig til næste gang. Jeg ser det som en slags træning, en træning, som umuligt kan gøre noget skidt.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Persongalleri